

stuen th. bliver til café
stuen th. bliver til café
Pressemeddelelse
Ved nytår udfases madlavningen på Hotel Skjern. I stedet satses der på overnatninger, og byens øvrige restauranter skal fremover dække gæsternes behov.
Fra den 1. november, lukker Restaurant stuen th. ned for a-la-carte-bestillinger. I november og december køres der selskaber, events og julefrokoster.
Hotellets ejerpar, Kristina Bundesen og Christian Rasmussen, har besluttet sig for at satse 100 procent på selve hoteldelen. For et år tid siden byggede de den gamle festsal om til hotellejligheder, og det går strygende med at udleje dem. Det er også på hoteldelen, at der skal investeres i fremtiden, og Hotel Skjern vil koncentrere sig om overnatninger.
- Vi kan ikke have 100 procent fokus på både restaurant og hotel. Overnatning er vores primære forretningsområde, og derfor vælger vi at stoppe køkkenproduktionen, forklarer Christian Rasmussen.
Han bemærker, at det har været en spændende tid med at drive restaurant, men nu er tiden inde til at lukke det kapitel. Konsekvensen er da også, at køkkenpersonalet er blevet opsagt.
- Vi er kede af at sige farvel til dygtige kolleger, men vi hjælper dem med at komme godt videre. Heldigvis er der masser af arbejde i branchen for folk med erfaring, forklarer Christian Rasmussen og bemærker, at værtsparret og køkkenpersonalet skilles som venner.
Fortsætter som cafe
Dog er det ikke slut med at få mad på Hotel Skjern.
Kommer der et arrangement ind i kalenderen, så bliver forplejningen leveret udefra. Lige nu er hotellet i gang med at indgå aftaler med andre leverandører i området.
Det betyder også, at hvis hotellets gæster gerne vil have et måltid, bliver de henvist til andre spisesteder i Skjern.
- Vi vil hellere have gode samarbejdsaftaler og støtte vores kollegaer. Det er vigtigere, at gæsternes behov bliver dækket, end at vi selv producerer maden, fastslår Christian Rasmussen.
Restauranten kommer altså ikke til at stå tom, da den fortsætter som cafe. Hvor det tidligere har heddet Restaurant stuen th., bliver det nu blot til stuen th.
Stedet får et enkelt koncept med fokus på drikkevarer og lette snacks. Christian Rasmussen forklarer, at gæsterne blandt andet kan købe kaffe, vin og øl til skarpere priser end i dag, fordi driften bliver enklere uden køkken.


